Guide til rygestop – sådan stopper du med at ryge

De fleste rygere er godt klar over, at rygning er skadeligt for kroppen, og at der er en hel del helbredsfordele ved at stoppe med at ryge. For rigtig mange er det dog stadigvæk en stor udfordring at stoppe med at ryge, og mange får et tilbagefald, efter de har forsøgt at stoppe med at ryge.

Det er derfor også vigtigt at huske på, at et rygestop ikke sker af sig selv, og det kræver stor viljestyrke og en god rygestopplan, for at det kan lykkes. Men selv, hvis du tidligere har prøvet at stoppe med at ryge uden held, skal det nok også lykkes for dig, hvis du er motiveret for dit rygestop, og du har lagt en god plan.

Er du storryger kan det dog muligvis være nødvendigt at benytte nikotinprodukter i en periode, der kan hjælpe dig med den største rygetrang, så du kan fastholde dit rygestop. Kom i gang nu og stop med at ryge en gang for alle med vores trin-for-trin guide herunder, der hjælper dig til et endeligt rygestop.

Find din motivation for et rygestop

Det første du skal gøre klart, hvis du gerne vil stoppe med at ryge, er din motivering for at stoppe, altså hvorfor du gerne vil stoppe med at ryge. Det kan i den forbindelse være en god idé at skrive alle dine grunde til at stoppe ned på et stykke papir. Dette kan hjælpe dig hen imod at tage den endelige beslutning.

Overvej også gerne, hvor motiveret du er for et rygestop på en skala fra 1-10, hvor 1 er slet ikke motiveret og 10 er topmotiveret. Jo mere motiveret du er, jo nemmere vil det være at stoppe. Derfor er det afgørende, at du er motiveret, og at du har lyst til at stoppe. Din motivering for at holde op med at ryge kan til tider svinge, men skulle alligevel gerne være i den høje ende af skalaen. Hvis ikke den er det, bør du overveje, hvad der skal til, for at du er klar til at tage det endelige skridt mod et rygestop.

Et rygestop er en proces, der allerede starter, når du går i gang med at overveje at stoppe med at ryge, og du skal derfor også igennem flere faser, før du når til dit endelige rygestop. Når du har overvejet din motivation og taget den endelige beslutning om et rygestop går du fra overvejelsesfasen til den næste fase, som er beslutningsfasen og forberedelsesfasen.

Sæt en dato for dit rygestopsaet-en-dato-for-dit-rygestop

I beslutnings- og forberedelsesfasen har du besluttet dig for et rygestop og skal nu i gang med at planlægge, hvordan du vil gerne vil stoppe. Her er det særligt en god idé at vælge en dato for dit rygestop, så du har en klar plan for, hvilken dag du skal stoppe med at ryge. Når du skal fastsætte en dato er det vigtigt, at du ikke lægger den langt ude i fremtiden, men vælger en dato inden for en måned. Du kan naturligvis også vælge at stoppe med det samme, hvis du har lyst.

Når datoen er fastsat, skal du bruge tiden op til dagen på at forberede dig både mentalt og fysisk. Trap ned på dit rygeforbrug, snak med din familie og venner om dit rygestop og læg en plan for, hvordan du vil håndtere situationer, hvor du kan føle dig fristet til at ryge. Når dagen kommer. skal du være klar på at stoppe helt med at ryge.

Hold fast i din beslutning

Når du er stoppet med at ryge, når du til vedligeholdesesfasen. Her gælder det om at holde fast i din beslutning og vedligeholde rygestoppet. Det er derfor også vigtigt, at du fjerner alt, der minder dig om din rygning som cigaretter og lighter, og at du i det første stykke tid undgår fester og andre situationer, hvor du kan blive fristet til at ryge.

Efter dit rygestop kan du føle dig rastløs og have abstinenser, og du kan måske endda blive i tvivl, om det er den rigtige beslutning du har taget. Her er det vigtigt, at du hele tiden holder fast i din motivation og i din beslutning. Hvis du er rastløs, kan du ordne noget praktisk i hjemmet. Har du abstinenser kan det hjælpe at gå en tur eller børste tænder.

Sørg for at være god ved dig selv, og vær stolt af dig selv for at have taget beslutningen om at ændre din livsstil og give dig selv et bedre og sundere liv.