Flåter – det skal du vide om den lille plage

08Når vejret bliver mildere, og temperaturen stiger, bevæger flere og flere af os udenfor i den danske natur. Og selvom en gåtur i skoven er rigtig hyggelig og samtidig giver frisk luft og motion, kan du desværre også risikere at få noget med hjem, som ikke stod på ønskelisten – nemlig flåter.

Sommer er sæson for flåter, og de er desværre meget almindelige i de danske skove. Har du styr på, hvad du skal gøre, hvis du er blevet bidt? Og hvad du skal gøre, hvis du vil undgå flåter?

Hvad er flåter?

En flåt er en lille mide på 2 mm, som suger blod fra mennesker og dyr. Den befinder sig ofte i træer og buske, hvor den nemt kan hoppe på sit næste bytte. Den sætter sig oftest på udsatte steder, hvor huden ikke er dækket af beklædning som f.eks. lægge og knæhaser. I tilfælde, hvor den har bidt sig fast på et barn, vil dette typisk være bag ørerne eller i hovedbunden.

Du mærker ikke, hvis en flåt bider dig, da dens spyt er lokalbedøvende. Derfor opdages mange flåter først flere timer efter, at de har sat sig fast.

Hvor farligt er det at blive bidt?

Flåter og flåtbid er ikke farlige i sig selv, og du behøver derfor ikke frygte en gåtur i skoven. I 98% af alle tilfælde med flåtbid er der ingen infektion overført med biddet, og biddet er derfor ganske ufarligt. I sjældne tilfælde kan du dog risikere, at flåten har sygdomme, som den overfører til dig via biddet. Disse sygdomme er bl.a. Borrelia, Anaplasmose og Skovflåthjernebetændelse (TBE). Mest kendt er dog borrelia.

Da flåten ikke er særlig stor til at starte med, vil du blot lægge mærke til en lille sort plet på huden. Det er først efter nogle timer, at du kan se, at den vokser sig større, fordi den suger dit blod.

Der går omtrent 24 timer fra du er blevet bidt, til en eventuel virus kan blive overført fra flåten. Flåten kan sidde helt op til 14 dage, hvis du ikke opdager den. Derfor skal du lægge mærke til, om du oplever et rødt udslæt fra biddet. Dette kan nemlig være tegn på borrelia infektion.

Borrelia

En borrelia infektion viser sig oftest et par uger efter biddet som et stort rødt udslæt, der breder sig fra biddet. Symptomerne er oftest feber og almen utilpashed. Der kan dog også forekomme symptomer som hovedpine og smerter fra arme og ben, som er tegn på, at centralnervesystemet er ramt.

Hvis du er blevet bidt

Hvis du har været så uheldig at blive bidt af en flåt, er det vigtigt, at den fjernes så hurtigt som muligt. Jo hurtigere flåten fjernes, des lavere risiko er der for, at du smittes med en farlig infektion.

Nedenfor kan du se, hvordan du bedst fjerner en flåt, der har sat sig fast:

  1. Fjern flåten så hurtigt som muligt med en pincet, flåttang eller dine negle
  2. Du kan enten trække den ud eller vride den langsomt af huden – vær dog opmærksom på, ikke at klemme på flåtens krop, da du dermed kan overføre bakterier til huden
  3. Hvis du ikke får hele flåten med ud, skal du blot lade det sidste stykke sidde tilbage. Efter lidt tid vil det selv falde af. Du bliver ikke smittet af den smule, der er tilbage

Når du har fjernet flåten, er det vigtigt at holde øje med stedet, hvor du blev bidt i de efterfølgende 1-2 uger. Oplever du, at der kommer et rødt udslæt på stedet, hvor du blev bidt, skal du sørge for at kontakte din læge. Lægen vil herefter udskrive en recept på en kur med antibiotika, som kan helbrede udslættet.

Undgå og forebyg flåter

Hvis du gerne vil undgå at komme hjem med en af de blodsugende mider, er der flere ting, du skal huske på, når du færdes, hvor der er mange flåter.

Det er bl.a. rigtig vigtigt, at du ifører dig lange bukser og bluser med lange ærmer, så dine arme og ben ikke er udsat. Du kan evt. tage lange gummistøvler på. En anden god idé er at iføre sig lyst tøj, så du dermed nemmere kan spotte flåten, hvis den sætter sig fast. Den er nemlig sort.

Du kan også vælge at alliere dig med en spray, som forebygger bid fra myg og flåter, hvis du ofte færdes i natur og skov. Denne spray hjælper med at afholde flåter fra at bide dig, pga. lugten fra sprayen.

Når du kommer hjem fra en tur i skoven, skal du sørge for at tjekke dig selv grundigt igennem for eventuelle flåter. Få evt. en anden i husstanden til at se efter de steder, hvor du ikke selv kan se/nå.  Fjern flåten med det samme du ser den, så undgår du eventuel smitte.