Rigtig mange forældre frygter, når de skal børste deres børns tænder. Det er de færreste børn, som nyder at få børstet tænder, og det kan være svært at holde gejsten oppe som forældre, når dit barn græder og ikke vil have børstet tænderne.
Men en god tandbørstning og tandplejerutine er altafgørende for, at dit barn ikke får Karius og Baktus på besøg. Dermed undgår du også, at barnet skal bruge timer hos tandlægen, når det bliver ældre.
Derfor får du her nogle tips til, hvordan du får klaret tandbørstningen bedst muligt.
Start allerede inden de første tænder
Det er vigtigt, at din guldklump bliver fortrolig med en tandbørste, allerede inden de første tænder er kommet. Du kan derfor med fordel lade en tandbørste ligge ved puslebordet, så barnet kan putte den i munden og vænne sig til, hvordan sådan en tandbørste føles.
Når baby har fået sin første tand, er det allerede her, at du skal begynde med tandbørstningen. Du skal sørge for at stå for tandbørstningen, så det bliver gjort ordentligt. Hvis barnet senere hen gerne vil selv, skal du tjekke efter. Det er først, når barnet er 10-12 år, at du kan lade det børste tænder selv uden hjælp.
Gør det hyggeligt
Tandbørstningen er på linje med bleskift. Det skal gøres, uanset om barnet vil eller ej. Sørg derfor allerede når barnet er helt lille at gøre tandbørstningen hyggelig og gøre det til et ritual.
Du kan vælge at synge en sang eller læse tandbørstehistorier for dit barn, så der bliver skabt en god stemning. Der findes også et hav af tandbørstesange på YouTube, så der er helt sikkert noget, der kan bruges. Gør desuden tandbørstningen til et fast ritual, så barnet ved, at børstningen ikke er til diskussion.
Vælg en god stilling
Når din baby skal have børstet de første bisser, er det en fordel at gøre det, når baby ligger ned på eks. puslebordet. Når det bliver lidt ældre, kan barnet sidde op på en stol, bord eller på dit skød. Det er ikke kun barnet, der skal sidde i en god stilling. Det er vigtigt, at du også selv sidder behageligt, så du på den måde har bedst kontrol over børsten og barnets hoved.
Drop børnetandpastaen
Der findes et hav af forskellige tandpastaer til voksne, og det samme findes der også til børn. Det er dog slet ikke nødvendigt at bruge disse tandpastaer. Grunden til dette er, at de fleste børnetandpastaer ikke indeholder den rette mængde fluor, som er med til at forebygge huller.
Du kan derfor sagtens bruge din voksen tandpasta til dit barn eller baby, blot du sørger for, at du bruger, hvad der svarer til et risgryn til en baby. Når alle tænder er kommet, kan du bruge en mængde på størrelse med barnets lillefingernegl.
En anden årsag til, at du skal fjerne børnetandpastaen fra indkøbskurven er, at de ofte smager meget sødt. Dette kan gøre det sværere for barnet at skifte til en almindelig tandpasta senere hen, som ikke smager sødt. Vælg derfor en almindelig voksentandpasta fra eks. Colgate, som indeholder den rette mængde fluor.
Vælg den rette børste
En tandbørste til børn skal være blød og have et lille hoved. Det er vigtigt, at grebet på tandbørsten er godt nok til, at du kan holde ordentligt ved den. Der findes mange forskellige børnetandbørster, hvoraf Colgate har nogle rigtig fine børster til små børn.
Det gør ikke det store, hvilket mærke børsten er, eller hvordan den ser ud, så længe den opfylder kravet om, at den er blød med et godt greb.
Du bør skifte tandbørsten til dit barn, når børsterne stritter. Det vil ofte ske lidt oftere end ved voksne, da børn godt kan finde på at tygge og bide i tandbørsten.
Børst tænderne på samme måde hver dag
Det er vigtigt for barnet, at tandbørstningen bliver gjort til en rutine og bliver en del af hverdagen. Derfor skal du også huske at bruge samme rækkefølge hver gang du børster tænderne. På den måde sikrer du, at alle tænder bliver børstet grundigt og barnet ved, hvad der skal ske.
Børst tænderne to gange dagligt
Som med voksne, skal børn også have børstet sine tænder to gange dagligt i ca. to minutter hver gang. Den vigtigste tandbørstning er dog den inden sengetid, så sørg for at denne bliver overholdt. Når du børster, skal du bruge små cirkulære bevægelser og børste i et roligt tempo.
Når barnet bliver ældre og selv kan børste sine tænder, kan du tjekke om tænderne er børstet godt nok ved hjælp af farvetabletter. Disse tabletter findes på apoteket og lægger en farve på de steder, hvor der er plak på tænderne.