Det skal du huske til din feriemave

Sommeren er for alvor over os. I Danmark er dette ikke altid ensbetydende med sol og varme. Det betyder, at der er rigtig mange, der vælger at tage på sommerferie sydpå for at nyde godt af den tropiske varme der.

Men når ferien banker på døren, og rejsen går til de varme lande, kan det være en rigtig god idé at sikre dig, at du ikke kun har husket badetøjet og svømmefødderne, men også sørger for at have noget i tasken til at redde din feriemave, hvis det skulle blive nødvendigt.

Rejsediarré – den klassiske feriesygdom

Dårlig mave, feriemave, rejsediarré eller turistdiarré. Kært barn har mange navne, men overordnet set, betyder de det samme – netop at du kommer til at sidde på tønden det meste af din ferie. Rejsediarré er sjældent farligt, men er en infektionssygdom, der er karakteriseret ved en pludseligt opstået diarré ledsaget af symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning eller feber.

Den dårlige mave skyldes i langt de fleste tilfælde, at man er blevet smittet med bakterier eksempelvis fra vand eller fødevarer, men det kan altså også være dine egne hænder, der smitter dig, hvis de er blevet forurenede med bakterier efter et toiletbesøg.

Mange af os, der rejser til de varme lande på sommerferie, har mindst én gang oplevet, at maven pludselig begynder at brokke sig, og at det ikke kan gå hurtigt nok med at komme på toilettet.

diarrhea

Undgå at feriemaven ødelægger din ferie

Netop nu, hvor de fleste tager på ferie til varmere steder, er det særligt vigtigt, at man overvejer en ekstra gang, hvad man spiser og drikker.

Der er et slogan, der lyder: ”Peel it, boil it or leave it” (”skræl det, kog det eller lad det være”). Dette råd kan du sagtens tage med dig på ferien, hvis du gerne vil være på den sikre side, men det er ikke nødvendigvis dét der gør, at du reducerer risikoen for at få feriemave.

Der er ikke nogen undersøgelser der viser, at du undgår rejsediarré ved at undgå al mad, der ikke er tilberedt eller kogt ordentligt. Du kan derfor sagtens spise salat eller andre skyllede grøntsager, hvis bare du gør det med omtanke.

For at undgå dårlig mave på ferien bør du derimod undgå at drikke eller børste tænder i vand fra hanen og undgå isterninger, der er lavet af postevand. Derudover bør du sørge for, at du altid har en god håndhygiejne. Vask dine hænder ofte, og hvis du ikke har adgang til vand og sæbe, kan det være en god idé at tage en håndsprit med i tasken.

Når uheldet er ude

Hvis du skulle være så uheldig at få rejsediarré alligevel er der dog stadig hjælp at hente. Der findes utallige produkter mod rejsemave og diarré – både naturlægemidler og lægemidler – som eksempelvis husk eller imodium, der nemt og effektivt afhjælper problemet, så du ikke behøver at bruge hele din ferie med tynd mave og mavekramper.

Hvis uheldet skulle være ude, skal du dog også huske på, at mange oplever rejsediarré, når de er på ferie, og at en rejsediarré typisk kun varer 3-4 dage. Du kan derfor forholdsvis hurtigt komme ovenpå igen og nyde din ferie.