Alt du skal vide om atopisk hud, og hvordan du behandler det

Døjer du eller dit barn med atopisk hud? Flere og flere bliver ramt at atopisk eksem, hvilket blandt andet kommer til udtryk som eksem i knæhaser og tør hud. Hos personer med atopisk hud er den beskyttende barriere i huden ødelagt, hvilket gør, at huden bliver tør og kan revne, hvilket også gør, at der er en øget risiko for infektion i huden.

Det kan derfor også være rigtig ubehageligt og generende at være ramt af atopisk eksem i huden – både for børn og voksne. Vil du vide mere om, hvad atopisk hud er, og hvordan du behandler det? Så læs med herunder.

Hvad er atopisk hud?

Atopisk hud er en eksemsygdom, som også bliver kaldt astmaeksem, børneeksem eller atopisk dermatitis. Atopisk hud er en kronisk tilstand, som særligt rammer børn i alderen 0-4 år, hvilket også er årsagen til, at eksemsygdommen bliver kaldt børneeksem. Mange vokser fra sygdommen i 7-11 års-alderen, men nogle voksne kan også opleve at få symptomer på sygdommen senere i livet.

Atopisk hud kan være både miljøbestemt og arveligt, og det er derfor ukendt, hvad den præcise årsag til eksemsygdommen er. Det er dog videnskabeligt bevist, at der er ændringer i immunsystemet hos personer med atopisk hud, hvilket blandt andet også gør, at ikke i lige så høj grad kan bekæmpe vira og bakterier, som personer uden sygdommen.

Hos personer med atopisk hud er der en øget risiko for, at personen udvikler andre atopisk sygdomme såsom høfeber, astma eller fødevarerallergi. Hvis en eller begge forældre har en atopisk sygdom er der desuden også øget chance for, at barnet kan udvikle atopisk eksem.

Symptomer på atopisk hud

Atopisk hud kommer blandt andet til udtryk ved meget tør hud, eksem og kløe, hvilket kan resultere i revner i huden eller åbne sår. Hos personer med atopisk hud er den beskyttende barriere i huden ødelagt, hvilket gør, at huden ikke kan holde på fugten og vandet i huden fordamper. Dette gør, at huden bliver meget tør og mere modtagelig overfor vira og bakterier, som kan forværre sygdommen.

Hos spædbørn vil atopisk hud typisk vise sig som eksem på hænder, kinder, hage og på strækkesiderne på ben og arme. Der kan desuden forekomme små væskende blærer. Hos børn der er fyldt et år vil atopisk hud typisk vise sig ved eksem i bøjefurene som for eksempel albuebøjningen og knæhaserne. Eksemet kan dog også være tydeligt ved ankler og håndled.

Hos voksne og unge viser atopisk eksem sig typisk i ansigtet, på halsen, i hårbunden og på den øverste del af kroppen, og vil ofte være tør og kløende. Mange voksne med atopisk hud har desuden også håndeksem eller eksem omkring øjnene.

Symptomer-paa-atopisk-hud

Behandling af atopisk hud

Da atopisk hud er en kronisk eksemsygdom kan den ikke helbredes. Der findes dog flere måder du kan behandle sygdommen på. En af dem er ved at bruge en god og fed fugtighedscreme. Da personer med atopisk hud typisk har tør hud, er det vigtigt at behandle huden med en god fugtighedscreme, som kan forhindre huden i at udtørre.

Brug en fugtighedscreme med et højt fedtindhold, der kan gennemfugte huden samt behandle og forebygge eksemudbrud. På apoteket kan du finde mange gode cremer, der er velegnet til atopisk og tør hud, og som kan næring og fugt til huden.

Er tilfældet af atopisk hud særligt slemt, kan det være en mulighed at behandle sygdommen med lægemidler med binyrebarkhormon, som kan hjælpe med at behandle eksemet. Det er dog en god idé at tage en snak med lægen om mulighederne for behandling af atopisk hud med lægemidler først.

Gode råd til atopisk hud

Atopisk hud forværres af ekstrem kulde og varme samt af stress. Det er derfor en god idé at undgå disse faktorer mest muligt. Nogle andre gode råd til at undgå at forværre generne ved atopisk hud kan blandt andet også være at tage et kort og køligt bad hver dag og bruge sæbe som ikke indeholder parfume.

Derudover er det en god idé at undgå tobaksrøg, pelsdyr og uld direkte på kroppen, da det kan give irritation og kløe. Det er desuden en god idé at sove i et køligt værelse og sørge for at pleje huden godt med en god fugtighedscreme.