Det er koldt, gråt og blæsende uden for. Det er vinter i Danmark. Heldigvis kan vi hygge os sammen inden for i varmen – og det bliver for mange lige en tand mere hyggeligt, hvis der bliver tændt op i brændeovnen eller pejsen. Særligt mens energipriserne var på sit højeste, var der mange hjem, der brugte brændeovnen som en ekstra varmekilde i huset.
Men hvordan er det nu lige med reglerne for brændeovne?
1. august 2021 trådte en ny lov i kraft, der betød, at en lang række husejere skulle udskifte deres brændeovn. Og ikke nok med det – fra 2024 har kommunerne hver især også mulighed for at forbyde brændeovne i private hjem. Det er dog ikke helt så firkantet, og der er ikke tale om et totalforbud af brændeovne.
Grunden til, at der er vedtaget ny lovgivning omkring brændeovne skyldes, at ældre brændeovne udleder op til fem gange så mange partikler, som nyere brændeovne. Faktisk er brændeovne og pejseindsatser det største enkelte bidrag til partikelforurening fra Danmark. Denne partikelforurening resulterer hvert år i sygdom blandt danskerne.
Med andre ord bliver luftkvaliteten øget i de danske hjem med brændeovn eller pejs. Derudover er det i dag også blevet meget lettere at fyre miljørigtigt, da brændeovne i dag automatisk kan regulere lufttilførslen og sikre den helt rigtige lufttilførsel til en ren forbrænding.
Brændeovne fra før 2003 skal udskiftes
Den lov, der trådte i kraft den 1. august 2021, betyder, at når du køber en helårsbolig eller sommerhus med en brændeovn, skal den udskiftes inden for et år, hvis den er fra før 2003. Brændeovne, der er produceret efter 2003, har typisk et svanemærke eller en prøvningsattest, der dokumenterer, hvornår brændeovnen er fra. Kan du ikke finde ud af, hvornår brændeovnen er fra, kan du rådføre dig med din skorstensfejer eller brændeovnsproducenten.
I 2021 blev det vurderet, at der var omkring 700.000 brændeovne i de danske hjem. Ud af disse blev det vurderet, at op mod 260.000 af brændeovnene skulle udskiftes i forbindelse med boligkøb. Når du køber hus i dag, skal du i forbindelse med tinglysning af skødet også oplyse, om der er en brændeovn eller pejs i din bolig.
Grunden til at grænsen er sat ved år 2003 skyldes, at der dette år kom en ny, skærpet europæisk standard i forbindelse med kravende til partikeludledning.
Forbud mod brændeovne fra før 2008 i visse områder
Fra 2024 har kommunerne mulighed for at forbyde brændeovne fra før 2008 i områder med fjernvarme eller naturgas. Der vil derfor ikke være tale om et totalforbud, men det vil dog kunne påvirke rigtig mange husstande.
I en rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi vil det potentielt kunne komme til at påvirke mere end 5.100 husstande alene i Odense. Ud af disse 5.100 brændeovne skal 1.500 skrottes, mens de resterende blot kan blive udskiftet.
Ingen regel uden undtagelser
Der er selvfølgelig også nogle undtagelser fra reglen. Det gælder blandt andet for antikke brændeovne produceret før 1920, kakkelovne, pillefyr, nogle indmurede pejseindsatser m.v.
Derudover er der også en række forskellige ejerskifter, der ikke er omfattet af ordningen. Det gælder blandt andet, hvis din ægtefælle dør, og du ønsker at sidde i uskiftet bo, eller hvis din ægtefælle køber boligen ved skilsmisse.
Du kan læse om alle undtagelserne på braendefyringsportalen.dk/borger/ejerskifteordningen