5 gode råd til forebyggelse af allergi: Sådan mindsker du risikoen for allergi

Flere og flere bliver ramt af allergi. Både børn og voksne kan få allergi, og har man først fået det, kan det være meget svært at slippe af med igen. Hvis du gerne vil undgå allergi hos dig selv eller dine børn, er den vigtigste metode derfor forebyggelse.

Allergi kan både skyldes arvelighed og miljø. Selvom man ikke kan gøre så meget for at undgå allergi, der skyldes arvelighed, kan der være flere ting du kan gøre for at mindske risikoen for at udvikle allergi, som er opstået på grund af miljømæssige faktorer.

Ved at sørge for et godt indeklima og overveje nøje, hvilke produkter du bruger, kan du både mindske risikoen for parfumeallergi, kontaktallergi og husstøvmideallergi. Herunder giver vi dig 5 gode råd til, hvordan du kan forebygge allergi i hjemmet.

Sørg for en ugentlig rengøring

En af de vigtigste måder du kan forebygge allergi på, er ved at gøre rent. Astma-Allergi Danmark anbefaler, at man gør grundigt rent én gang om ugen. En ugentlig rengøring hjælper med at mindske støv, som blandt andet kan indeholde stoffer, der kan give allergi, såsom husstøvmider, pollen, skimmelsvamp eller andet.

Det er derfor en god idé at gøre rent én gang om ugen, hvis du vil mindske risikoen for allergi. Dog skal du ikke gøre rent for ofte. Når du gør rent, hvirvler der nemlig støvpartikler rundt, som kan irritere slimhinderne og luftvejene. Derfor skal du ikke gøre rent hver dag.

Vask dyne, hovedpude og sengetøj

Husstøvmider elsker at opholde sig i sengen, hvor der er varmt og fugtigt. Derfor er det en god idé at sørge for, at din dyne og hovedpude kan lufte, efter du har sovet, ved at lade være med at redde sengen lige efter du er stået op.

Vil du gerne mindske risikoen for at du selv eller din familie udvikler husstøvmideallergi, er det desuden vigtigt, at sengetøjet vaskes ofte. Det anbefales, at sengetøj vaskes ca. hver 14. dag ved 60 grader. Derudover bør du vaske hovedpuder og dyner 2 gange om året ved 60 grader.

Luft ud flere gange dagligt

Kvinde lufter ud

For at forebygge allergi, er det vigtigt, at du lufter ud hver dag. Astma Allergi Danmark anbefaler, at man lufter ud tre gange om dagen i 5-10 minutter per gang. Når du lufter ud er det desuden vigtigt, at du skaber gennemtræk, så der bliver luftet grundigt ud, og der kan komme ny luft i hjemmet.

Sørg også for at lufte ud efter du har lavet mad for at mindske mados i hjemmet og brug gerne emhætte under madlavningen.

Undgå fugt og skimmelsvamp

Luftfugtigheden i boligen bør være lav og ligge på omkring 35-60%. Er luftfugtigheden højere end dette, og er der mere end 2 cm fugt på vinduerne, er luftfugtigheden for høj. Et fugtigt indeklima kan skabe grobund for skimmelsvamp, som er sundhedsskadeligt, og som kan være med til at give allergi.

Det er derfor vigtigt at undgå fugt og sørge for en lav luftfugtighed i hjemmet. Dette kan du blandt andet gøre ved at lufte ud jævnligt og særligt efter du har været i bad eller vasket gulv. Undgå desuden at tørre tøj indenfor og brug tørretumbleren, når det er muligt. Er der kommet skimmelsvamp, er det vigtigt, at det bliver fjernet med det samme.

Vælg miljømærkede produkter uden parfume

En sidste ting du kan gøre for at forebygge allergi hos dig selv eller dine børn, er at bruge rengøringsprodukter, som er miljømærkede, såsom Svanemærket eller EU-blomsten. Disse mærker er din garanti for, at produktet ikke indeholder skadelige kemikalier.

Vælg også gerne rengøringsprodukter uden parfume, da produkter med parfume kan øge risikoen for udvikling af parfumeallergi. Både når det kommer til rengøringsmidler og andre produkter, er det en god idé at vælge produkter uden parfume. Jo mere parfume man udsættes for, jo større er risikoen nemlig for at udvikle parfumeallergi.

Det er derfor en god idé at gå efter Den Blå krans eller lignende mærker, når du skal vælge shampoo, vaskemiddel, sæbe og lignende.