Lus i hjemmet: Alt du skal vide

Hvis dit barn klør sig i hovedbunden, kan det måske skyldes lus. Lus er ikke farligt, men kan være både ubehageligt og generende, og derfor er det vigtigt at holde øje med dit barns hår og hovedbund, hvis det går i institution. Er skaden sket, kan du her blive klogere på lus, og hvordan I som familie slipper af med dem.

Hvad er lus

Lus er små insekter der lever i hovedbunden. Her er dejlig fugtigt og varmt, som er det, lusene foretrækker. De lever af at suge blod, hvilket de kan gøre op til flere gange om dagen. Lusens farve kan skifte fra lys grå til mørk, alt afhængig af, hvornår og hvor meget den har spist.

En lus har en flad og aflang krop med seks ben, og de kan blive op til 2-3 mm. lange. Lusene kan ikke leve længe uden for hovedbunden, fordi de ikke har adgang til mad. En lus starter som et æg der udklækkes, og efter 9-12 dage har lusen udviklet sig til en voksen.

De lever i ca. 3-4 uger i hovedbunden og hunlusen lægger ca. 5 æg om dagen. Det er mange æg, og derfor skal du være opmærksom på, om dit barn har lus.

Sådan smitter de

Lus smitter ved nærkontakt, hvor de vandrer fra det ene hoved til det andet. De kan nemlig hverken flyve eller springe. Det er derfor typisk i daginstitutioner, at der ses størst udbrud af smitte med lus, fordi børnene leger tæt sammen. Desværre tager de ofte disse bæster med sig hjem til resten af familien som dermed også risikerer at få lus. Lus smitter ikke gennem sengetøj eller dyr, men kun mellem mennesker. Det er oftest børn med langt hår, der har en tendens til at blive smittet, da lusene ikke befinder sig godt i kort hår.

Sådan bekæmper du lus

Når først dit barn er smittet med lus, skal du være hurtigt ude med tættekammen. Det handler om at få bugt med lusene, inden de formerer sig.

Lus kan give kløe i hovedbunden, men det er ikke et sikkert tegn på lus, da ikke alle oplever kløe.

Start med at gøre håret vådt og kom balsam i håret. Balsammen gør håret glat, hvilket medfører at lusene kan have svært ved at kravle rundt. Del håret op i sektioner og brug en tættekam til at rede håret igennem. Brug gerne en hvid tættekam, så du nemmere kan se, om der sidder lus på kammen. Hvis du skal lede efter luseæg, kan du benytte en sort tættekam, da luseæg er hvide, og dermed mere tydelige på en sort kam. Denne metode kan hurtigt tage lang tid, og alternativt kan du vælge at bruge en speciel lusekur fra f.eks. Australian Bodycare som skal sidde i håret 15 min. hvorefter lusene vil være døde. Herefter kan du så vaske håret og rede det igennem med en tættekam.

Hvis du vil være sikker på, at der ikke gemmer sig lus i sengetøj, tøjdyr og lign. kan du smide tingene i fryseren i to døgn, hvorefter lusene skulle være døde.

Det er svært helt at undgå lus, men hvis du gerne vil forebygge, at dine børn kommer hjem med ubudne gæster, bør du gøre det til en vane at tjekke deres hår og hovedbund igennem en gang om ugen med en tættekam. På den måde kan du hele tiden holde øje med, om der skulle være lus, og dermed hurtigt komme i gang med behandlingen af dem. Jo før jo bedre.