7 idéer til hvad I kan lave i vinterferien

Vinterferien venter lige om hjørnet, og det kan derfor være en god idé allerede nu at gå i gang med at tænke over, hvad I som familie kan lave sammen i ferien. Selvom det er koldt udenfor, er der masser af sjove aktiviteter I kan lave både indenfor og udenfor, og det behøver ikke nødvendigvis ligge i den høje ende af prisskalaen.

Mangler du inspiration eller idéer til, hvad I som familie kan lave sammen i vinterferien, har vi herunder samlet en liste med sjove og hyggelige aktiviteter, der helt sikkert vil kunne få smilet frem på denne kolde tid. Nogle af aktiviteterne er gratis, mens andre koster lidt, så kan I selv vælge, hvilke aktiviteter der passer jer og jeres budget.

Hygge med hjemmebag

Den kolde tid er et oplagt tidspunkt til at være indenfor og lave nogle hyggelige aktiviteter, og her kan hjemmebag være en rigtig god idé. Mange børn synes, at det er sjovt og hyggeligt at være med til at bage og lave brød og kager, og det kan derfor være en god måde at få lidt kvalitetstid sammen på.

Er jeres børn små eller er I ikke selv helt skrappe til bagning, kan I sagtens vælge en nem opskrift på en kage eller en opskrift, som jeres børn måske kan få lov til at pynte efterfølgende med glasur eller flot spiseligt pynt.

Gåtur i skoven eller på stranden

Vil I gerne nyde naturen og have lidt frisk luft i vinterferien, kan det også være en mulighed at gå en lang tur. Sørg for at pakke børnene og jer selv ind i varmt tøj og gå for eksempel en tur i skoven, hvor I kan kigge på forskellige træer og buske.

I kan også vælge at gå en tur på stranden og kigge på vand og se om I kan finde rav eller andre fine sten, som I eventuelt kan tage med hjem og male på efterfølgende.

Tag på biblioteket

familie paa biblioteket

Mangler i en god idé til, hvad I kan lave i vinterferien kan en tur på biblioteket være en mulighed. På biblioteket kan I finde en masse spændende bøger for både børn og voksne, der kan være interessante at læse, når I er der, eller at tage med hjem.

I børnenes ferier arrangerer mange biblioteker desuden også nogle hyggelige og sjove aktiviteter specielt for børnene. Det kan derfor være en god idé at se, om jeres nærmeste bibliotek har noget særligt arrangeret i vinterferien.

Spil et hyggeligt brætspil

Brætspil er en rigtig god måde at samle hele familien på, og er ofte både sjovt og hyggeligt for alle medlemmer af familien. I modsætning til spil på tabletten eller på computeren, gør et brætspil det muligt for hele familien at være med og deltage aktivt.

Der findes rigtig mange forskellige spil, som egner sig til hele familien. Husk dog at vælge et spil, der har en aldersangivelse, som passer til jeres børns alder, så spillet ikke bliver for svært for børnene.

Besøg et museum eller akvarium

Vil I gerne lave noget kulturelt med børnene, kan det være en mulighed at tage på museum. Der findes rigtig mange forskellige museer rundt om i Danmark, og mange af dem har også aktiviteter for børnene, der gør det sjovere for børnene at være med.

I kan for eksempel tage på Statens Museum for kunst, Zoologisk Museum, Danmarks Jernbanemuseum, Nationalmuseet eller Den gamle by i Aarhus. Mulighederne er mange, og er et museum ikke lige sagen, kan I også vælge at tage på et akvarium som fx Kattegatcentret, Den Blå Planet eller Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Tag i biografen

Er jeres børn store nok til at kunne sidde stille under en hel film, kan det være en mulighed at tage en tur i biografen. En familietur i biografen er altid en god idé, og nu hvor I alle har fri, kan det være en oplagt mulighed for at tilbringe lidt kvalitetstid sammen.

Har I ikke lyst til at tage i biografen kan I også sagtens holde en hyggelig biografaften derhjemme, hvor I sætter en god film på og hygger på cola og popcorn.

Tag på romantisk ophold eller hold en romantisk aften

Selvom der er rigtig mange sjove aktiviteter I kan lave sammen som familie, kan det også være, at I har brug for en pause fra familieaktiviteterne. Er der nogle søde bedsteforældre, som gerne vil have besøg af deres børnebørn i vinterferien, kan dette således også være en oplagt mulighed for at give jer selv lidt alenetid.

Her kan I for eksempel vælge at tage på et romantisk ophold med overnatning på en kro eller et hotel, hvor I bare kan nyde hinanden. Vil I gerne slappe af og koble helt fra, kan I eventuelt vælge et hotel med spafaciliteter, der kan hjælpe jer med at komme helt ned i gear.

Har I ikke mulighed for at tage på et romantisk ophold, kan en romantisk aften, hvor det bare er jer to, også være en mulighed. Her kan I tage ud at spise på en fin restaurant eller lave lækker mad derhjemme med en god vin eller måske en gin og tonic, nu hvor I har aftenen for jer selv.